Mange danske kirker er flere hundrede år gamle og dermed bygget i en tid, hvor der næppe var lige så stort fokus på energieffektivitet, som der er i dag. Nutidens stigende energipriser og et øget fokus på klima og bæredygtighed har skabt et ønske om energibesparelser i kirker landet over. Her er omdrejningspunktet særligt isolering af kirkehvælvinger – altså de buede loftskonstruktioner, der i mange kirker findes over skibet eller koret.
Hvorfor isolere kirkehvælvinger?
De fleste ældre kirker har massive ydermure, der i sig selv giver en vis isolering. Det store energitab skal i stedet findes i loftskonstruktionerne omkring kirkens hvælvinger, der ofte er bygget op af en enkeltstenskonstruktion. Da varme naturligt stiger opad, sker der et betydeligt varmetab gennem loftet, og resultatet er et stort energiforbrug og dertil høje varmeregninger. Derfor er isolering af kirkens hvælv et oplagt sted at sætte ind, når I ønsker at reducere energiforbruget med respekt for historien og kirkens arkitektur.
Dokumenterede energibesparelser i kirker
Bæredygtig kirkerenovering kræver særlige løsninger for at sikre, at kirken ”kan ånde” og samtidig bevarer sit oprindelige udtryk efter renoveringen. Man vil, med andre ord, gerne følge med tiden og have fordelene ved moderne energioptimering. Kirken skal dog fortsat helst se ud, som den gjorde for 100 år siden, og der skal bruges isoleringsmateriale, der lader fugt slippe naturligt gennem konstruktionen, så der undgås skader på de historiske bygninger.
Nationalmuseet har gennem flere år arbejdet målrettet for at finde den rette metode til efterisolering af kirkehvælv. Resultatet er en isoleringsløsning baseret på en kombination af perlite og kuglekalk, der har vist sig at give dokumenterede energibesparelser i de kirker, hvor metoden er brugt.
Konkret består isoleringsmassen af perlite i kornstørrelse 0,5-0,6 mm, der blandes med kuglekalk i forholdet 1:5. Det giver en smørbar masse, der påføres kirkehvælvingerne i et lag på ca. 10 cm.
Den færdige isoleringsmasse har en målt lambda-værdi på 0,080 W (m·K), hvilket indikerer rigtig gode isolerende egenskaber. Det er påvist, at omkostningerne til isolering af kirkens hvælv – herunder også den tid, som projektet tager – står fuldt mål med den markante energibesparelse, som kirken vil kunne nyde godt af efterfølgende.
Perlite hjælper konstruktionen med at ånde
Særligt i gamle, bevaringsværdige bygninger er det vigtigt at vælge materialer til isolering, der lader fugt passere frit frem for at lukke fugten inde. Forkerte materialer kan skabe kondens, der i værste fald kan forårsage uoprettelige skader på de historiske konstruktioner.
Omfattende målinger af fugttransmissionen i de efterisolerede kirkehvælvinger har vist, at blandingen af perlite og kuglekalk fungerer rigtig godt. Perlite er et diffusionsåbent materiale, der kan optage og afgive fugt uden at skabe kondenslommer. Kombineret med kuglekalk sikres en mineralsk og fugtregulerende isolering af kirkehvælvingen, der fortsat kan ånde og arbejde, som den altid har gjort. Det betyder, at I opnår en bæredygtig kirkerenovering, hvor både energiforbrug og bygningsfysik tænkes ind i helheden.
Få mere viden om bygningsisolering med perlite her.

En ru overflade med flere funktioner
Når blandingen af perlite og kuglekalk påføres, vil overfladen komme til at fremstå let ru, hvilket også er meningen. Det har nemlig flere fordele.
- Den ru struktur gør det nemmere for restfugt fra blandingen at fordampe.
- Ved utætheder i fx gamle tagsten vil isoleringsmaterialet optage fugten fra regn, der trænger ind, og herefter langsomt afgive fugten igen, så der opretholdes en sund fugtbalance i konstruktionen.
- Hvælvingerne bevarer deres originale udtryk, som var de udført for flere 100 år siden – hvilket er helt i tråd med Nationalmuseets ønske.
Perlite medvirker til en stærk konstruktion
Selvom isolering af kirkehvælvinger oftest handler om energibesparelser og mindskning af varmetab, har isoleringen også en anden vigtig funktion. Ved isolering med perlite og kuglekalk opnås så stærkt et isoleringslag, at man kan gå på hvælvingerne uden at forårsage skade – noget der er særligt fordelagtigt i kirker, hvor der ikke er meget plads på loftet.
Behandling af overfladen afsluttes altid med et tyndt lag af samme blanding tilsat fæhår, der giver ekstra styrke.
En langsigtet investering i økonomi, klima og kulturarv
Kirker er en vigtig del af Danmarks kulturarv, og de skal selvfølgelig bevares så vidt muligt samtidig med, at de skal passe ind i en moderne virkelighed med fokus på klima og ansvarligt energiforbrug.
Isolering af kirkens hvælvinger kan virke som et omfattende projekt, og vi ville lyve, hvis vi sagde, at der ikke skal lægges mange timer og arbejdskræfter i opgaven. Det er dog det hele værd, når I oplever den langsigtede effekt, som isoleringen har på kirkens energibesparelser og ikke mindst holdbarheden af de smukke hvælvinger.
Hos Nordisk Perlite kan vi levere den perlite, der skal bruges til projektet, og I får her glæde af et naturligt, formstabilt og ikke-brændbart materiale, der forbedrer kirkens indeklima og sikrer kirken energibesparelser, der virkelig kan mærkes.







